Sirius som Séer

Stjerneklare Septembernat Sees Sirius, Sydhimlens smukkeste Stjerne,

Solens skjønneste Søster, Svæve saa stille, Straale saa smukt, Skue sørgmodigt

Slægternes Strid. Sine samlede Syner Sender Stjernen Sirius Sine store Slægtninge:

Solen, Skorpionen, Stolte, svømmende Svane, Sydkorset, Saturn, Som straalende Stjerneskud.

Sirius ser saameget! Ser Sagas skyhøie Sæde, ‒ Store Skagastølstind ‒ Som sydfor Snehætten staar.

Saga speidende sidder Ser ‒ samler ‒ skriver. Samler, som Snorre Sturleson, Samler, som Seeren Saxo,

Samler stortænkte Skrifter, ‒ Stengamle, støvede Skrifter Saavelsom senest skrevne – Skaldene, som siger Sandheden smukkest,

Sender Saga sit stolteste Smil. Saalangt, som Samfund stiftes, Ser Saga samler skriver. Saaledes ser Saga:

Store Stater Svinge sit skarpe Sværd, Sønderlemme Smaastater, Snigmyrde Smaafolk,

Som sturende sidder. Smaafolk, som saares, Strider, søger sig skjærme Saavidt Smaafolk skjønner,

Saalangt Synet strækker. Store Staters Styggedom Skabte Socialisternes Stræv. Sligt ser Saga ‒ sukker ‒ skriver.

Stundimellem samler Saga Slægtregistre, Som senere Slægter ser. Sommetider Stormagter skjændes, Som sletikke Saga ser:

Saaledes saa Sirius Søndenvinden skamskjelde Snedronningen Sidstleden syvende September. Søndenvinden sagde spydigt:

“Snedronningen sidder saa stille, Spiser Spitsbergens skidne Sne, Skjønt Solen skinner saa smukt Sydover solrigs Septemberdag.

Seil sydover, skjønne Snedronning! Se Spaniens smukke Stæder, Se Spaniens storladne Sæder, Som sømmer sig stolte Snedronning.

Spis svulmende Sydfrugter, Smag Spaniens søde Safter, Sligt skal styrke Segnende, Skjærpe Svages slappe Smag.

Saadan Stillesidden Samt stadig Surmulen Skader sarte Skjønhed.” “Seil selv sydover, satiriske,

Spottende, springfyragtige Spasmager,” Svarer Snedronningen stolt, Saa slipper Snedronningen sligt Slidder, Sladder, Sladder!

Spitsbergens skinnende Sale Samt sølvklare Sneboller Smager styrkende sundt. Søndenvinden skal sagtens

Slikke Sydens Stæv, Søke stikkende Sol.” “Stive Snerpe”! sagde Søndenvinden. Sjofelist!

Slu, snedige Slubbert”! Svarte Snedronningen sint. Snip, Snap, Snude, Saa slutter Snedronningens Sagn.

Sceneriet skifter, Sirius smiler, Sender Søster Skorpionen Synerne som Stjerneskud.

Særligt saadanne Syner: Storthingsmænd sludrer sværtlænge, Skraber sig Skillinger sammen, Sløser Statens Sølvmynt,

Sætter Skatten svært stor. “Sir Søren” staar saa skjændende, Ser Statskassens Skatte svinde, Siger sine Samarbeidere Skoser,

Som stelte Skjødebarnet slig. Sverdrup senior siger stadigt: “Se saa skal Skabet staa.” Sognepræst Sverdrup svinger Svøben,

Snerter stygt sine Sidemænd, Sætter sig selv saa stor. “Snilde som Slanger” Staar Schweigaard, Stang;

Stang slaar Stortrommen, Schweigaard stemmer sin Strængeleg. Smukke Samspil Smelter Sjæle,

Saa Stivsindet svinder, Som Sol smelter Sne. Slagfærdig staar Storbladsmand Schøien. Steen ‒ Stavangers Skolemand –

Siger snart saa snart saa. Somme sidder svært selvgode, Soelberg snakker sletikke. Storpralende Storbønder sidder

Somoftest søvnige stumme. Stemmeretten skrinlagdes skammeligt, ‒ Samtlige Stormænds største Streg. Saaledes Storthingsmænd saares,

Som sliter saa surt, Søndag som Søgnedag. Skjæbnerne skifter Sirius ser Storthingsmænd stige,

Sæge sig større Stilling, Sikre sig Statsraadstaburetten, Staa snart som Statens Største Styrere,

Styre Statsskibet saa som saa. Stjernen Sirius smiler skjælmsk, Sender sine Stjerneskud, Saasnart svenskefjæskende Statsraader

Steller, stuller, styrer snodigt: Se saaledes salig Stangs Styretid, Senere Selmer, Schweigaard, Stang, Sverdruperne, samt

Saakaldet stumme Stang, Jom styrtedes sidst. Skulde saamange store Stænger ‒ Store Slægters store Sønner –

Staa svaiende? Svigte sit Statskald? Saagodtsom sælge Staten? Smigre Svenskerne?

Staa som Statsforrædere? Sladder! Stort Sluddær! “Sletingen støtter som store Stænger.” Siger Storbladene smukt som sandt.

“Skidt san! Slige slingrende Støtter!” Svarer Smudsbladene spidsfindig. Steen! Store Steen skal sandelig staa,

Som Statens solideste Støtte!” Smudsbladene skreg selvfølgelig: “Sten! Sten! Sten!” Sædt smilede Skolemanden Steen,

Sendte Stavangerne Slængkys, Beilede, skulde snart Storbyen se, Skulde snart Slægten syne Stordaad, som sjelden spurgtes.

Snart som Storbyens Stormand Stod samme Skolemand, Samlede sit Skrækministerium, Som skal sætte Svensken Stenen,

‒ Sletikke Stangen – Sletikke staa som svaiende Stang. Skrækslagne saa Storbladene Steen samle slette Subjekter,

Som skal Staten styre. ‒ Slette Subjekters store Synder Samled Storbladene samvittighedsfuldt, Saa Slægten skulde se

Statsministerens store Skjævsyn, Som satte slige sjofle Stakkarer Som Statsraader. “Skurkagtigt Svinepak!”

“Sørgeligt Satansværk!” Sukked Storbladene saart. Sexsogsyvti slige Skjældsord Skjæmte stadigt Spalterne.

Slige stygge Skriverier Sees stadig som Storpartiets største Styrke. Samtidig skildred Smaabladene

Statsministeriet Stang. Strax sagde Storbladene: “Smudsbladene skumler, Skriver stygt, samvittighedsløst.

Siger saamange Storløgne, Som skal skræmme svage Sjæle. Smudspressen sparker saa skrækkeligt Storbladenes Stormænd,

Søndertrampes, sønderknuses, sønderrives Skulde sligt Skadedyr, Søndenvinden Stumperne sprede, Saa Styggeriet svandt

Som Søens salte Skum.” Saadanne stygge Stiklerier Storbladene stadig skriver, Siger Smaabladene saameget skarpt,

Som skal Smaafolk skræmme. Smaabladene, stakkar, Svarer sjelden, Skriver skaansomt,

Saarer sletikke. Sandelig stor Synd, Smaabladene skal Skamskjændes slig!

Som sagt, Statsskibet styres saa som saa: Somme ser Stormen Skuden slænge,

Søuhyrer svære Skuden sluge, Søen sprøite, skumme, Saa Skuden synkefærdig synes.

Sørgelige Spaadomme Spørges sommetider. Saaledes siges som sikkert: Storrussen skal snart

Sværdet svinge, Sønderlemme, Sønderhugge Statsskibet, som styres saa slet.

Splitte Slægter, Snigmyrde, stjæle Stort som Smaat; Sende Størsteparten Søveien,

Som Storruslands selvtagne Skat. Spydige Slængord Slaar stakkars Statsraader Som Stenkast.

Skamfuld staar Statsraadflokken. Selvforskyldte Svøbeslag Smager sletikke. Somme synes sandelig

Skuden styres smukt, Synes Statsraader skalter, Slig som sig sømmer Selvstændigt Styre.

(“Se Skandalpressen” Siger Storbladene.) Sandsynligvis sker snart som spaaet: Statsraader skynder sig

Sin Statsraadtitel sælge, Sæge sin simple Stand, Sin svundne Stilling; Staar snart som Sognepræster,

Snart som Skolemænd, Snart som Skrivere, Somme som Storbønder Skjuler sig ‒ svinder

Som sjælløse Skygger. Skulde synes, Slige stakkars svundne Storheder Skulde skræmme,

Saa Slægten senerehen Stadigt saa sit stolteste Syn, – Saa Storbladsmænd Som Statens Styrere!

Storhjertede Storbladsmænd, Som sidder stivryggede, Smukke, staute, solide, Slig som sig sømmer

Stockholmsfarere, samt Slottets som Stiftsgaardens Størrelser. “Saadant ske snarest!” Sukker Storbladene.

Statsraadhuden synes sandelig stenhaard! Sirius ser Striden! Sognepræsterne synes Sognebørn sparer saameget:

“Sænder saa sjelden Smør, Bauer, samt større Steger. Sjælesørgere skal skattes, Sendes Stymperes sidste

Styver.” Saaledes snakker Sorte kjolerne Sagtelig sigimellem.

Sognefolk skulde sig skamme ! Sværte sine Sjælehyrder slig! Sirius ser stadigt skiftende Syner:

Ser Skuespillere sværtmange Steder Spille skrækkelig slet, Saa skuelystne Skarer Sletintet skjønner.

Saaledes spiller sletikke Schrøders Skuespillere, Som studerer sine Sager; Spiller selvfølgelig smukt

Saamangen Storaands Syner, Saamange storslagne Sørgespil. Samtidig sløifer Schrøders Scene

Skurrile stykker. Saaledes siger Schrøder: “Saavel Storbjørnen som Skribenten, som skrev

“Samfundets Støtter”, Skal sletikke se Sine samlede Skuespil; Sligt Snaus

Skal sandelig spilles sjelden. Scenen skal samle Smaa skjælmske Skovaber, Som skaber sig!

Sligt styrker Skuespilsansen, Styrker Samspillet, Skaffer saamangen sund Skoggerlatter.” Storbjørnen skjæmmer sig storligt,

Stakkar! Skifter saaofte Sind: Staar snart som Slingringsmand, Slænger snart som Stormhanen,

Staar stundom stiv, stram, strunk, Skravler stundom som Spaakjærring, Skulde stille, sympathetisk, standhaftig Som Skjeidkampen staa,

Saa skulde Skalden stille Slægtens store Sjælevunde, Stills saamange skjulte Savn. Snart synger Skalden

Smukke Sange, Snart sender Skalden Særsynte Skrifter, Som sætter Skræk,

Skildrer Samfundssynderne stærkt, Straffer strængt. Snart som Skribent, Snart som Stortaler

Skildrer Storbjørnen selvgod sin Samtid. Søndagsfreden skildres smukt, Søgnedagsstriden skildres sandt, Storpolitisk Sludder skrives somoftest, ‒

Svaier saaledes selv som Siv. Smaastæders Skjødesynd, Sladder, Skaaner sletingen Skjønaand. Sandheden skal siges:

Skjønneste Syn Sirius saa – Slægtskjærligheden Sætter Storbjørnen størst: Steller store Søstre smukt

Sine smaa svage Søskende, Sender Sirius strax Særegne Stjerneskud, Som skildrer Sydkorset

Slige Søskendes Samliv. Saafremt store Sønner Skaffer sin Slægt Sorg, Skjuler Sirius sig strax.

Som stor, sort Stenmur Stænger svære Skymasser Samtlige Stjerners Skjønhed, Saa slige slemme Sønner

Staar som stærblinde, Ser ‒ sort – sort ‒ sort. Strængt straffer Skjæbnens Styrer Slægtens skammeligste Synd,

Sender saaledes Sygeleie, Sværtmange slemme Sygdomme, Store Smerter, Sult, Sorger, saamange Slags Savn,

Som slider, sønderriver, Skjærer slemme Saar, Som svulmer, svider. Sommetider sendes Snedrev,

Storm, Skypumper, Stormflod, Som seigpiner samtlige, Saa sidste Søvn synes sød. Sligt sees stadigt,

Skjønt Sekler svandt Siden sidste store Syndflod. Syndfloden, som skyllede, Sopte ‒ steg ‒ steg ‒ steg –

Saaat svaiende smaa Sivplanter Saavelsom skyhøie Snefjelde skjultes. Største Sømand, Sirius saa, Sparedes, samt Sømandens

Skyldfri Sønner. Sømanden ‒ senere Slægters Stamfader ‒ sparedes, Samt Sømandens skyldfri Slægt.

Sirius svæver saa stille, Straaler saa smukt, Skuer sørgmodigt Slægternes Strid,

Skjuler sig somoftest, Saasnart Skjæbnens Styrer Sender slige svære Straffedomme. Storbjørnen ser som Sirius!

Som Sirius sender sine Stjerneskud, Saaledes skildrer Storbjørnen Samtiden sine Syner. Syndens sanseberusede Slavinder

Ser saare sjelden Solen skinne, Stjerner straale ‒ smile. Saadanne syndige Stakler

Staar stærblinde, Ser som Sønnerne Sort ‒ Sort ‒ Sort. Standhaftighed!

Slutter Spindesiden sig sammen, Skal snart Skandalvæsenet svinde, Saa Staklerne staar seende, Som skikkelige Samfundslemmer.

Skjønhedssansen staar svært stille: Saaledes smukkeste Statue Skildres som stygt Skabilken, Stemningsfulde Studier slænges

Som styggeste Skilderi. Skjønliteraturen staar saa som saa: Somme samler Skandalhistorier, Sætter sammen – skriver ‒

Sælger sligt som Skjønliteratur. Skeptikeren skriver sine Synsmaader, Sofisten sine Slutninger, Stoikeren sine strænge Sædelighedskrav,

‒ Samtlige synes, sit Smøreri Staar som sandeste Skjønliteratur. Saare sjelden sees Skjønliteraturen Samle Stoffet smukt,

Skjærpe Synet, Skjænke Sjælen Skjønhedsindtryk, Som sent svinder. Studerte Smaaskribenterne

Sappho, S-Zola, Shakespeare, Schiller,

Schandorph, Strindberg, Sivle, Saaes sandelig sjeldnere

Saamange slette Skrifter. Sidstnævnte syv Skalde Sendte som sender ‒ Skrifter, som sent skal

Smuldres som Støv. Saadanne Skrifter, Som samtlige sendte, Skildrer Sjælelivet smukt,

Skildrer Sorgerne sandt, Skildrer Striden selvstændigt, Skildrer Seieren straalende, Skilsmissesager sympathetisk,

Situationer saftigt; Stemningsfuldt skildres Salige Stunder. Stilen storslagen skjøn.

Satirens Svøbe Skulde sletikke skaane Skrivelystne Stymperel! Saadant ser Sirius.

Sommetider ser Sirius Stakkels smaa Studenter, Som sidder sultne, Studerer sig syge.

Slige stakkels Studenter Studerer særligt Stjernevidenskaben, Ser Solnedgangen, Sidder studsende,

Spørger sig selv saaledes: Sodiakallyset? So ‒ di ‒ a ‒ kal ‒ ly ‒ set ‒? Skjønner sletikke sligt!

Som stille Snefald Sees Sodiakallyset, Saasnart Solen sig skjuler. “Synes”, siger Studenten,

“Synes, Sodiakallyset Staar som Stjernen Saturns Skjønne Straalering? Sikkert selvsamme Stof!”

Siger Studenten sjæleglad. Studenten staar stille, Ser snart Saturn, Snart Sodiakallyset,

Sammenligner, Smiler selvtilfreds. Sluttelig søger Studenten Stivfrossen sin Seng,

Sover snart sødelig. Siriusstraalerne skiftede smukt. Studentens søde Smaasnak Sendte Sirius strax

Sin stolte Søster Svanen. Svanen snaddrede selsomt, Smaalo, svømmede sydligt: Søde Søvn svinder snart,

Stenhaarde Søvn sig sænker, Skaffer Studenten slemme Syner. Stakkels Student spreller, Snorker skrækkeligt,

Snakker, slaar, spender Sin Sengkammerat, Skriger stundimellem saa: “Spæktralanalyse!

Spektroskop! Se Solspektret, Schiaparelli! Solpletter, Solfakler, Sol, Sol!” “Stop!” skraaler Sengkammeraten,

“Slig sindssvag Snak Skræmmer Søster Stine, Som sidder selvanden, Syr Sømandsdragt samt

Særker sex, Som skal sendes Statsraadinden, Saasnart Stjernehæren svinder, Solen sine Straaler sender.

Skræmmer saadan Støi Stakkels Søster Stine, Syes Svømmedragten sent, Som skal sendes senest sex.

Saasnart Slaguhret slaar syv, Seiler Statsraadinden, Beiler sydtil Sandefjord, Søgende sin Sundhed;

Søbadet skal skaffe Sundheden, som svandt. Skjønne Statsraadinde! Smukke, slanke Statsraadinde

Skal sletikke staa Som Susanna splitternøgen!” Sovende svarer Studenten: “Sludder!

Splitternøgen Statsraadinde! Svømmedragt, Særk! Sludder! Solfakkel, Sol, Sol!”

Stadig ser Sirius skiftende Syner: Ser saameget snurrigt ‒ Skjønt som stygt –

Ser Sladresøstre Støiende sidde sammen, Skravle, skrige, skryte, skraale,

Sværte stygt sine Søskende. Samtidig strikker Søstrene, Som sidder saaledes

sammen, Søde smaabitte Strømper, Som sorte Sulubørn slider. Samtidig syr Søstrene,

Som sladrer saaledes sammen, Store, svære Skjorter, Som stormvante Sømænd slider. Somme sætter Sulumissionen,

Somme sætter Sømandsmissionen, Somme sætter Santalmissionen Som Slægtens største Sag. Sirius ser sligt, som sjelden sker,

Saavelsom Smaatterier, Ser Smaatterier Saavelsom Storstadsherligheder. Ser saaledes Sminken

Skjule store Skrøbeligheder, Baa selv stygge Skygger Sees som Skjønheder. Ser Snørlivet, som skaber

Slanke Sylfider, Smækkre Sylfider, Som slangeagtigt snor sin Smukke Svanehals.

Sirius ser saameget: Ber Slagterne slaa Studene skrækkelig stygt, Synge slibrige Sange,

Som skræmmer Smaajenterne slemt. Skræddersvendene sender Sin stygge, sjuskede Søm, Skomagerdrengene stjæler

Svendenes Saalelæder. Smed slog Satansnødden Som Sopelimspinden stængte, Saa Smietaget strøg;

Storslæggas Smaastumper Saaes senere spredte Søndenfor Skudesnæs. Stupiger, Sypiger, Sergeanter

Slaaes sluttelig sammen, Seiler saa sin Sø. “Særlaget” samler saadanne smukt. Skyhøit sætter somme ‒

“Særlagets” Stifter, Somme snakker stygt syndigt, Siger: “Særlagets” Stifter søger Strid,

Sætter Splid, Snakker saameget Sludder, Sløver selvfølgelig Svagsinte Smaapigers

Sunde Sands. Stifteren skulde sandfærdig sendes Saalangt, som Sibiriens Sneørkner sig Straffende strækker.”

Septembermaanederne Skaffer somoftest Sirius snurrige Syner: Saaledes ser Sirius

Skolefolk sidde sammen, Studere, stirre, sige som saa: “Straffes skal Syndere smaa, Saa slipper Samfundet senere

Saamange store Syndere, Som sælger sin Sjæl, Soner sin svære Straf.” “Spot som Skam slig Straffelyst!”

Svarer Sagfører Sørensens, “Smaabørn skal sletikke straffes, Sletikke slaaes!” Sagfører Sørensens samlede, skrev

Skrækkelige Sladrehistorier sammen, Som skulde Skolefolk syne Sin store Skyld, Som slog slig søde smaa Stakler,

Saa Spanskrøret sønder sprang. Somme smaa Stakler sloges syge, Somme smaa Stakler spottedes saart. “Sligt Skolevæsen skal stoppes,”

Skrev Sørensens stadig strængt. “Særensens Skriverier skal stoppes!” Skreg samlede Skolelærerstand, “Sagsøges skal sandelig

Sagførerparret!” Som sagt saa skede. (Se Sørensens Sag, Som sluttede sexogtyvende September.)

Somme syntes Sørensens Sag stod slet, Syntes Sørensens skulde Satisficere Samtlige Skolelærere.

Skolelærerne saa Stor Sympathi, Skjønt Sørensens Sag seirede; Somme sagde saagar:

“Schjødt stelte sandelig Sagen slig. Som Schjødt selv syntes, Skjældte, smældte, Spurgte spidsfindigt,

Sendte snartænkt Spydige Snerter, Saa Staklerne stode Sindsforvirrede,

Skamfulde, stumme. Selvfølgelig staar Sørensens Skyldfri, straffri, Seiersstolte.”

Saaledes skrev Storbladene. Smaabladene studerte stadigt Sagens sande Sammenhæng, Samlede store Sandheder,

‒ Saa Skyggesiderne ‒ Summerte sluttelig saa: “Stor Sag – Stor Sensation!

Sørensens stred storhjertet Simple Smaafolks Sag. Sagkyndig seet Skulde Sørensens seire.”

Schjødt smilte sagtmodig, Sagde stilfærdig: “Styg, smaalig Snak Skader sletikke

Stærke Skuldre.” Se, slig Strid ser Sirius. Sommetider ser Sirius Saameget smaat, snevert,

Ser saaledes syv smale Spalter, Som sluger saamegen Smaamynt.

Snille Schibsted! Sæt Spalter sex! Snille Schibsted! Sløif syvende Spalte!

Sæt Spalterne slig, Som Spalterne stod Sidste September. Smilende ser Sirius

Somoftest saameget smukt: Ser Solstraaler spille, Ser Snefaanner svinde, Ser Smaablomster spire,

Skyde, sætte Stængel, Ser Sommerfugle slikke Sol, som Stængelens Stæv, Ser Skovalfer sværve,

Skovsangerne smaakviddre, Søerne sødelig smile, Skov som Skrænter speile, Stormen Skyerne sprede,

Solstreif skyndsomst stille Skabningens skjulte Suk. Støvøiet synes, sligt staar smukt, Siriusøiet samler saadant smukkere.

Sommetider ser Sirius Selskaber slutte sig sammen, Spadsere store Strækninger ‒ Søgende sjeldne smukke Steder,

Som skal sees, studeres. Stien slynger sig Stærkt stigende. Steilt Skrænterne sænker sig.

Saasnart Stenheller sees, Søger samtlige Siddeplads. Spiselige Sager serveres, Snapser supes,

‒ Somme super Sherry ‒ Somme spiser, Somme spaser, Somme skjændes,

Somme slaaes. Støien skræmte Smaafuglene, stakkar, Som sad stille syngende,

Slog sine søde Smaatriller, Som stilned smaaningom. Somme sidder stille, Skriver Stedet smukke Sange;

Somme stiller Staffeliet, Smører Studier sammen. Sortkridtet skitserer Snefjeldet som Søen,

Snebræen som Skoven, Snevandet som samler sig, Styrter, suser, Slynger sig,

Skaber store Stryg, Som skyndsomst søger Sørfjorden, smilende, speilblank. Se saaledes:

Stendalsfossen. Sjelden smuk stod Solopgangen, Solnedgangen smukkere. Sidste Straale

Sendte Stedet Slumrekys. Septemberkvælden Sænkede sit sorte Slør.

Selskabet sig skynder Søge Stien sydover. Somme snakked, Somme sang,

Somme sagde: “Se Stjernerne!” “Se Sirius! ‒ Storhunden ‒

Straalende smuk, Svæver saa stille, Ser Slægternes Strid.” Stendalsfossens svindende Sus

Samlede Sindene, Sendte som Sirius Stemningsfuld Stilhed. Siriussynerne skifter stadigt:

Saaledes ser Sirius Sygdom slide Syndere, som sukke, Ser Sygesøstre sidde stille,

Synge smukke Salmer, Ser Synderes Sjæle Salige svæve, Skinne som Sole,

Straale som Stjerner. Sandheden seirende staar, Synd som Sorger svundet, Striden sødelig stilnet,

Skilte sammenføiet. Smilende, skiftende Sted Ser Sirius saameget smukt, Sender Sydkorset Synerne

Som straalende Stjerneskud. Slut.