En hjemløs Vandringsmand er jeg,
der uden Følge gaar min Vei
snart sorgfuld, snart i Glæde.
Min Sorg, den kommer ingen ved,
men i min Fryd er alle med,
hvor end jeg er tilstede,
der speiler sig det mindste ned,
der bygger Ørnen Rede.
Og hvor jeg rundt i Verden gaar,
der synger jeg om Livets Kaar
med Lunger, som er fulde;
thi se, hvad Gud har skabt, er godt,
og dog er mig det tidt, som blot
det aander Harm og Kulde:
Aa, hvorfor har jeg ikke faa't
den Pige, som jeg skulde!
Men Solen skinner Verden fuld
af Haabets Lys og Drømmes Guld,
til atter Øiet blændes,
og Bølgen slaar saa høit mod Kyst,
at Hjærtet svulmer i mit Bryst,
og hver en Muskel spændes
af Handlingsmod, af Frihedslyst,
og Digtersyner tændes.
. . . En Friluftsjæl, en Vandringsmand,
der hjemløs gaar fra Land til Land
og Visestumper traller,
til taus jeg standser mine Fjed,
betagen af den store Fred,
naar alle Skygger falder:
O Evighed, o Evighed,
snart kommer du og kalder!