Ved Solopgang

Der aander Sol paa Golfens dybe Blaa, og lystændt over Sø og Fjelde truer den unge Dag i Øst, hvor Taagen laa og endnu tegner sine dunkle Buer.

Der rødmer Sol paa Golfens dybe Blaa, og snart vil Dagen ode sine Luer i Seirens Overmod, naar hed den hvælver sin Himmel, der af Ungdoms Lyskraft skjælver.

Og som et Hav, naar krust af Morg'nens Vind det lofter sig i Dagens Sol og skinner al Livsens Lykke, svulmer hoit mit Sind. Og paa dets Bølger stryger Syner, Minder

lig hvide Seil i Evigheden ind, ‒ Jeg hilser dem i Dromme, til de svinder, og der er altid nye Seil, som følger paa Sindets glade, sommervarme Bølger.

Italien, du som Juninattens Slør nu kaster leende, saa Taagen letter og flyr til Havs, dig har jeg skuet før og stundet mod i mange lyse Nætter, ‒

ja, al den Skjønhed, hvormed ung og or du nu i Morg'nens Rus mit Øie mætter, og al den Fjærnets Duft, du endnu dølged, har om min Ungdoms Helte straalet, bølget.

Det var mig, som min Ungdoms Helte stod i Glansen af din Sol og Fortids Ælde med Tidens Vande skumknust' for sin Fod og raged op af dem, som vilde Fjelde, ‒

da var det tidt, som Byrons, Shelleys Mod jeg kjendte frigjort gjennem Sjælen vælde og sprang langs Stranden hed og livsberuset og mumled deres Vers i Bølgesuset.

Den stolte Pair af England, ‒ o, hvem kjender og fatter ei den syge Kval, han led, den stumme Trods, som egen Afmagt tænder, der store Kræfter raser uden Fred!

Det var, som om han tidt med bundne Hænder i selve Livets Lænker rev og sled, ‒ aa, hvor det da gav Fred sig selv at døde og lægge Sjælens dunkle Guddom øde.

En stolt Titan! Og der han ensom brød sig Lys og Vei, af Tidskrapylet truet, i Kval fortæret af sin egen Glød, som andre Sjæle brændte, varmed, lued,

der tændtes Frihedsbauner og der lød et Skrig, som reiste dem, der laa forkuet, et Lidenskabens Skrig, der slog som Flammer igjennem Reaktionens “Cant” og Jammer.

Hvad Under derfor, at det var hans Lyst de salte Bølgers hvide Trods at kløve i Sol, i Storm ved Adrias høie Kyst! ‒ Ah, det var Frimands glade Daad at øve,

naar Boblen lig paa Havets nøgne Bryst han skreg dem til og bad dem Kræfter prøve, og det var Livets bedste Liv at mætte sit Gudemod i deres blinde Trætte.

Men Havet elsked Shelley: Menneske halvt og halvt en Aand, som ei paa Jord var hjemme, Cor Cordium, alle Hjerters Hjerter kaldt, fordi hans “Aand” ei kunde Mennesket glemme,

fordi han i sin Godhed favned alt, det hele Verdensrum og gav det Stemme, til Havet tog ham, milde Vestenvinde bar over Land hans vemod-store Minde.

Se, disse to, som Drømmens Barneleg alt tidlig ildned bag min klare Pande, som var i Stormens Røster, naar den steg, i Bolgens Længselsbrus mod fjærne Strande,

naar Dagen segned døende og bleg, ‒ dem har jeg fulgt til disse Solens Lande, hvor Livet kjøler sine røde Luer i Elskov under hvide Tempelbuer. ‒

Den samme Sol, som hæi og mægtig slaar sin Himmel over fortidstore Minder, hvis Skygger slører Tusener af Aar, det er den samme Sol, som livsvarm skinner,

som modner Kjærlighedens stærke Vaar og i en ildfuld Time Born til Kvinder, en Vaar, der i sin Magt og Rigdoms Fylde hver Skranke vilde sorgløst overskylle.

Og om end Livet brænder hastig ned, saa er det som en Dag i Sydens Gløden og blussende af Farvers Herlighed. Brat flammer Dagens IId i Aftenrøden,

der varm og gylden straaler Mindets Fred og slukkes som et Livsens Blaf i Døden, til Natten sine Stjernefakler tænder, der store, stærke, elskovsfulde brænder.

Og i den dybe Nat til dempet Klang af Mandolinen stiger Sang fra Jorden mod Stjernerne, der vandrende sin Gang ømt sitrer som i Angst for Dagens Vorden.

Hvor rig er Natten, Dagen hoi og lang, og Døden fjærn som Vintrens Liv i Norden, ‒ der stiger Sang, til Solens Guldblik skotter, og Guder leger i de blaae Grotter.

Ja, her hvor Livet, ikke Drømme, gror og af sin egen Sjønhed gjennemglodes i Skaberlængsel, hvor et vovsomt Ord af Handlingsmod og blanke Øine modes, ‒

det er, som kunde der af denne Jord end Undre gaa, end nye Verdner fødes, af denne Jord, hvor over Nattens Syner den Dag i Dag Mazzinis lldaand lyner.

De ved det ikke, men de gaar igjen i Dagens Liv og styrker, truer, maner Cavour, Mazzini, Samlingstidens Mænd. De suser gjennem Sindene som Faner,

og selv Banditten, Stakkar, Mærkets Ven, som aldrig dromte, hvem han har til Aner, han tar ved Garibaldis Navn til Hatten og ser det lysne over Fremtidsnatten. ‒

‒ Og kommer du fra Fortids-taagers Graa med Sorg i Hjertet, gammelt Nag i Sindet, ‒ o, høit du løftes da i Dagens Blaa og synker ren og varm og gjennemskinnet,

til alt, som sygt og tungt paa Sjælen laa, af lyse Guder leges ud af Mindet, og født paany du Mørkets Trængsler glemmer for Lysets, Livets evigunge Stemmer.

Thi det er Livet, Livet, som er alt, ei Dødens tomme, natteklamme Ode. Hvad er vel Døden? Dæe kan hver en Pjalt, hver Dreng, som stunder mod sit eget Møde.

Nei, Livet er det! Hvor dets Straaler faldt, der sprænger Blomster Mulden om de døde, ‒ kom, lad os favne det med hede Kinder, kom, lad os kranse det med røde Minder.

Og ikke sandt: At være rigtig til, det er af Branden i sit eget Indre at mætte Straalerne i Livets Spil. Og ingen ved, hvor deiligt de kan tindre

som han, der sløste med sin Livsdags IId og nu blot kan fortvile og erindre: ei glitrer Solens Skin saa varmt om Vaaren som Livets spildte Rigdom gjennem Taaren.

For Livets Frihed! ‒ Og i Hjemmets Tvang, i Skolens Kval det var min vilde Glæde at rase ud i Skog, i Mark, i Vang og mumle: Frihed, Frihed! ‒ snart i Vrede

og snart i Fryd, til alle Fugle sang og Hjertet kvidred som et Lærkerede, til hele Vaaren spilled, stormfødt mod mig og raabte syngende, at den forstod mig. ‒

‒ Det er mig atter født en deilig Dag, og over Golfens Dyb den solfuld strømmer, mens Capris, Ischias blaa Archipelag end mindetungt i Nattedisen drømmer, ‒

aa Gud, det er, som i hvert Aandedrag jeg hele Morg nens Væld af fubel tommer, ‒ kom til mit Bryst, i fjærne, nære Venner og tag den Hilsen, som mit Hjerte brænder!