Og jeg ser ham gaa og komme
som en Aand iblandt de andre,
kaste af sin Sjæl og atter
fredløs, hjemløs, haabløs vandre.
Fredløs, hjemløs, haabløs vandre
ind i Nattens Stjerne-stille, ‒
ak, det var for stort, det store,
og det var for smaat, det lille!
Hvad var Friheds stolte Attraa,
naar til Jorden kvalfyldt bundet
Sjælen løfted sig i Længsel
og mod Stjernehimlen stunded?
Ingen, ingen Steder hjemme! ‒
Og jeg ser ham atter vandre
høi og slank med bøiet Hoved
som en Aand iblandt de andre.