Deroppe Stjernernes de guldblaa Sletter,
og under dem den ømhedstørste Jord,
hvor hvide Blomster, født af Savnet, gror
og yppig blusser i de korte Nætter.
Af deres Skjønheds lyse Trolddom fangen
du skuer opad henrykt, ung og smuk,
mens gjennem Løvets Hvæiving slaar et Suk,
saa aandeblødt, saa bristende i Klangen.
Thi sorgfuld gjennem Sommernatten svæver
nu Dødens Engel. For en sælsom Lyst!
Høit til et Tempel hvælver sig dit Bryst,
hvori det mægtig toner, at du lever.
Og uden Grænser er det, Sjælens Riger
sig vider ud i Evighed og Lys,
der Solen blodrød med et Vellystgys,
en gylden Boble lig, af Bølgen stiger.