De store, skjønne Tungsind, som løfter Sjælen snart mod Daad, snart bøier den i ensom Sorg og stundom klarer den i Graad,
det store, skjønne Tungsind i dine Drømmeøines Blaa, o Ven, jeg har dig aldrig sagt, hvor dybt jeg i dem saa.
Her er saa trangt, her er saa trist, saa mørkt, saa koldt, men i dit Bryst gaar tung af Livets Graad og Sol al Verdens Ve, al Verdens Lyst,
og endnu er det mindste Blad af Sjælens hvide Blomst ei krust, og ingen varm, fortryllet Nat har Lidenskaben sust.
Det store, skjønne Tungsind, som ikke ved hvorfor, hvorhen, ‒ ak, jeg har ikke Trøstens Dugg at række dig, min egen Ven,
du, som blot et, blot et Sekund vil kunne gi' din fulde Sjæl i Haab, i Tro, i Kjærlighed, men ogsaa gi den hel, ‒
og derpaa vandre ensom ud ind under Kveldens Stjerneskjær i større Længslers Magt end for, Guds Himmel fjærn og dog saa nær
og speile al dens gyldne Pragt i Taarens Glans og synke ned og stirre som i haabløs Bøn mod Stjernehimlens Fred. ‒
Vi arme Mænd, som styrted os i Nydelsernes hede Strom og slukked der hver Længsels Brand og mareslog hver vaagen Drom,
vi hører denne Verden til, men du, du er af Støvets Baand forløst og suser mægtigt bort i Evighed og Aand.
Men derfor elsker jeg dig jo, du Drømmepige, i hvis blaa, dybt sværmeriske Tungsindsblik jeg tidt min Ungdoms Uro saa;
og vist jeg ved, at naar du dør, vil tone lig en fjærn Musik af Aanderne, som i dit Liv du aldrig skue fik.
Cookies on Poetry Cove