Ti en, hvis Kjærlighed ei avler Had,
ei Goldhed, Grusomhed og Drifter blinde,
der lægger Sindet vissent som et Blad,
git hensynsløst til Pris for deres Vinde,
men i hvis Ømhedstrang et vaarligt Væld
af Styrke, Klogskab, Hjærtensgodhed springer,
befrugtende for mig, for hende selv, ‒
se, hende er det, jeg min Hilsen bringer.
De smiler ei, vor Ungdoms Guder, merf
ra Skyen ned med straaleglade Blikke,
hvori vi Maalet for vor Kamplyst ser,
og deres Templer, ak, de lyser ikke,
ei heller vandrer selv jeg livsberust
i ensom Længsel paa de øde Veie,
af stolte Geniers Vingeslag omsust
og med en Fremtids Lykketro i Eie.
Til en, hvis Kjærlighed forvandler alt
og gjør det høit og lyst, der Skygger klamme
nys paa min Ungdoms Foraarsspirer faldt
og standsed Væksten i mit Livstræs Stamme,
hvis klare, varme, haabefulde Smil
en tidlig Sommermorgens Guldstøv drysser
paa haarde Minder og paa kolde Tvil,
og af hvis friske Mund jeg Sundhed kysser, ‒
i Tak til hende strømmer nu mit Digt,
der fjærnt i Nattens Drømmero hun vanker
og ved ei selv, hvor sommerligt og rigt
mod mig det gror i hendes vage Tanker.
Hvem er hun da? O Sorg, jeg ved det ei,
skjønt anende jeg stundom kan fornemme
et Glimt af hendes Skjønhed paa min Vei
og Klangen af en ungdomsfyldig Stemme.