Hvor de unge Druer gløder, hvor det tunge Vinløv glinser, hvor det glimtvis blinker, spiller i dets løndomsfulde Mørke!
Spændte mellem Jord og Himmel dirrer Solens stærke Straaler, blanke Strengeleg, der toner Himmelkongens glade Sange.
Det er Fest, Fest for den skjønne Sol og for dens første Druer, Bakkantinder og Bakkanter feirer Dagen under Løvet.
Hvert Sekund, o, det skal tindre som en Straale, naar den bryder Nattens Mulm og glansfuld tænder nye Syners Fremtidsrøde!
Hvert Sekund, o, det skal blusse tungt af Glød og Sol som Vinen, den, vi løfter høit mod Himlen for et evigt Liv paa Jorden! ‒
Og de ler, de uanstændig frække, nøgne Bakkantinder, og de sproiter Druesaften i de tørste Guders Munde.
Ild af Druer, Ild af Kvinder, ‒ ak, det risler gjennem Blodet vanvidssygt og tænder Livets, alle Livets bedste Drifter.
Det er Fest, Fest for den skjønne Sol og for dens røde Druer: Nu velan, lad Solen skinne og lad Druesaften flomme!
Hvert Sekund, o, det skal feires som den blanke Dag, vi fødtes, drikkes livsfyldt ud til Bunden, hvor det næste perler, blinker!
Dionysos, Dionysos! ‒ Og de danser ind i Dagen til Musik af Solens Straaler hede, kaade, hidsig-vilde.
Attraastillet synker Dagen, farvemættet brister Lyset, taus og dagtræt sovner Natten uden Stjerner, uden Drømme.
Men i deres Hjerter spiller Vanvids-ildens Flamme-tunger, vrir sig der i Smertens Vellyst, vækkende hver Sans til Oprør.
Rases skal det ud i Natten, hvines skal det ud i Natten, stormes jublende til Døde under Skin af tændte Fakler!
Og den store Pan skal blæse Fløite i de dybe Skoge, og den store Nat skal suse vaagen gjennem Skogens Kroner!
Det er Fest, og drukne flokkes Bakkantinder og Bakkanter, nøgne, ravende Mænader, smaae, springende Silener.
Og i Spidsen Dionysos, Guden med den brede Nakke, med den epheukranste Pande og de vellystkruste Læber.
Og nu ler det om hans Læber, Kraftens, Overmodets Latter, og der glimter grusom Glæde i de stærke, stolte Blikke:
Lad dem tone alle Fløiter, lad dem røres alle Pauker og lad alle Fakler svinges, høit mod Guderne i Himlen! ‒
‒ Blege lyser deres Aasyn i det vilde Skin, de kaster, kun de sorte Øine tindrer, kun de aabne Munde brænder.
Efter dem som Stormens Skygger Haaret, løst for Veir og Vinde, ‒ Evoe! ‒ De jager, jager over Bjerge, gjennem Skoge.
Jage, jage sig til Hvile, rase, rase sig til Døde, ‒ blege lyser deres Aasyn, aabne brænder deres Munde.
Cookies on Poetry Cove