Vi mødtes, Ven, under Sus af Faner:
I Luften Skydrift, Musik og Vaar!
Det var i Kampens de fjærne Aar,
hvis Røsters Gjenlyd end dæmpet maner, ‒
da Landet syntes os stolt at stige
mod Sky i Æventyrdrømmens Skin,
og nye Tider blev varslet ind,
et solskinsglitrende Fremtidsrige.
Og vi var med! I vort Bryst en Lærke,
der slynged livstørst sin Melodi
i Rummet ud, til den sang sig fri
med Toner dirrende, ungdomstærke.
Jeg hamret har dig et fattigt Smykke
af hine Mainætters blege Guld,
da varmt det aanded paa Sjælens Muld,
og Hjærtet blomstred i Elskovslykke.
Kanhænde gik det ei, som det skulde!
Thi stævned modløs du over Hav,
mens taus jeg vogted hvert Mindes Grav,
hvis Grønsvær skjælver i Høstens Kulde.