Thi Barn, hvor er du deilig,
og hvor dit Øie straaler,
ja, dine søde Øine,
hvis Lys jeg ikke taaler!
En Verden er du, kjære,
af Finhed, Skjønhed, Vnde,
og den, som haardhændt brød didind,
han vilde bare synde.
Og se, der nu jeg vandrer,
er mig, som alt, der lever,
faar Glans og Farve just af dig,
til om min Gang du svæver,
det faar de hvide Blomster,
det faar de røde Skyer,
naar Solen flammetung gaar ned
og Sorg og Savn fornyer.
Og mine stakkars Nerver,
nu er de bare Strenge,
der smærtespændte dirrer dig,
som vil min Sjæl de sprænge,
og mine stakkars Øine,
nu er de næsten blinde,
men stundom føler jeg jo nok,
at ogsaa de kan skinne.