Er det “Skam” at turde haabe
Fremtid for det Land,
som vi ofred hver en Draabe
Blod, om det kom an?
Svar os: Er det Skam at kræve
Ret for det, vi vil,
vi som Landets Kraft vil hæve,
lutret i vor lld?
Se, hvor himmelfrit det reiser
sig i Dagens Glans,
Gamlens største, da vi heiser
Farver, som er hans!
Og det kaster Syner, Minder
over Fjeld og Hav,
slig at unge Øine skinner
af, hvad stort det gav.
Lad de unge Øine skinne,
saa det sees langt,
for her er saa mange blinde
og saa meget vrangt, ‒
der er sagt, vi blot paa Naadet
og vort Land til Laan,
og at Svensken her bør raade, ‒
tænke sig for Haan!
Og vi kjender Sorgen, Harmen,
vi, der er dets Børn,
hugge vredt sin Klo i Barmen,
som det var en Ørn,
og vi reiser os i Bruset
af dets nye Vaar,
raaber ud, at her i Huset,
er det vi, som raar.
Sus af brede Ørnevinger
over os idag,
Vaarsus, Vaarsus, der vi svinger
Frihedsdagens Flag!
Og hvad er vel Vaaren andet
end den Glædens Tid,
da der fødes Lys i Landet
under Storm og Strid.