Strålende Hav!

Straalende Hav, som nu vugger derude i Ynde og Smil lig et Barn paa sin Pude, dovner i lysglade Drømme og smyger dig frem mellem Klipperne, kysser og stryger

dem rene i Solen, til atter du vandrende ind i din Evighed favner og speiler Jorden og Solen, og Skyen, som seiler, aldrig dit trofaste Aasyn forandrende;

tumler paa Skøi med den længtende Skude, lader de leende Lysbalger spille ind i dit guldblaa Dyb, om de vilde, ‒ straalende Barn som leger derude!

Hvor er det muligt, at du, som kan tindre og lyse idag af slig himmelhøi Glæde, imorgen paany kanske tordner af Vrede, som ikke din Fryd du vil mere erindre,

men hævne dig paa den med Haardhed og Kulde, jage i Uveiret, hugge og rulle. truende skjøn, der du pisker i Fraade Klippernes Trods uden Frygt eller Naade?

Du, som jo bare er Ungdom og Lykke og ved ikke, hvad du for Godhed skal gjøre, men fatter hvert Graastenskjær ind i et Smykke af flydende Sølv, til det løftes i Solen

og ler som det herligste, skinnende Stykke! Skinnende Hav, som nu vugger derude i Ynde og Smil lig et Barn paa sin Pude, dægget og kysset af Solstraaler blide:

Jeg er jo ogsaa som dig, skal du vide! ‒ Kan jo nok glitre og perle og spille i Straalernes Latter, i Havblik og Stille, til jeg maa Stormens Fortvilelse ride,

til jeg maa selvødelæggende øse Livsglæden ud i det vildeste vilde, storme med Kræfterne, rase og sløse, som jeg en Kval, ja, en Kval vil forløse, ‒

jeg er jo ogsaa som dig, skal du vide; og dog er der det, jeg ved større at nævne, det er Beherskelsens mandige Evne, det er i Stilhed sin Livskval at lide,

straalende Hav, som vugger derude!