Strada Roma

Jeg gik paa Strada Roma i Neapel, den Glædens solskinshvide By, der stiger af Hav og Lys og Sølvskum som Gudinden, vor fælles Venus, da i Morgenvinden

hun lo for første Gang sin blanke latter ud over Jordens skjønhedstorste Riger; ‒ jeg gik paa Strada Roma, hvor man skriger, hvor Sydens Sol i himmelsk Naade skinner

paa sler, Præster og paa faldne Kvinder og rig og gavmild Purpurtraade spinder i Proletarens Pjalter, der han hviler sig til Paladsets Mur og livsstolt smiler.

En Livsluft over al den vilde Vrimmel, et Skrig af subel mod den hede Himmel, ‒ og jeg skreg med, som om jeg her var hjemme og gjenfandt Magten i min egen Stemme,

dens Glans, dens Klang. Jeg jubled ud af Mindet hver tæringssyg Rebel, som herjed Sindet, hver Solens Fiende, hvor han dydsbleg spøger i vore Kirker, Hjem og “trætte” Bøger,

hver klynkende, fordrømt Poet i Norden die jungen Geister, som begræder Jorden, ‒ jeg skreg dem ud i Solens Brand og vælted mig i en Vanvidsrus, en Storm af Kræfter,

som intet vilde, intet higed efter. Blot Latter, latter! ‒ Til det hele smelted ind i en Farvedrøm, og Æsler, Præster, jeg selv og alle Napolis Banditter

til Lyden af det døende Orkester mod Himlen bares i et Straaleglitter, og Morket faldt. Og skal jeg være ærlig, er Kvinden i Neapel skjøn og kjærlig.

Og skjøn og kjærlig drak jeg gul Falerner og skaalte med de store, stumme Stjerner. Men hvad I vill ‒ Her er dog sandt for Dyden et Paradis for mig og for min Lige,

ja, Gud velsigne Lasterne og Syden, hvor man kan elske, drikke Vin og skrige!