Spark mig med de smaae Fødder,
bid mig med de hvide Tænder,
myrd min Dyd, om du det nænner,
skjønt dens Liv har dybe Rødder.
Se, jeg bar den bleg, men fattet
gjennem Fristelsernes Luer,
kjæmpende med Frokner, Fruer,
til jeg selv var ganske mattet.
Joseph var mit Speil i Striden,
Joseph var mit Lys i Natten,
naar jeg ruged over Skatten,
Joseph var det altid siden.
Syn mig heller mine Pligter:
lad mig sværme, nynne, sukke,
Taarer fælde, Blomster plukke,
som det sømmer sig en Digter.
Lad mig vandre taus og ene
i de drømmefulde Skove
og for Guds Skyld ensom sove,
o, du Lasternes Hyæne!