Det tindrer som et sølvgraat Hav
af hvide Blomster, Vaaren gav,
der bruser fjærnt en Tonestrøm
ind i min vaagne Drøm,
og over den gaar Himlen blaa,
som aldrig jeg en Himmel saa
og sitrer hed af Sol og Fryd
og Straalestrenges Lyd.
Jeg lukker mine Øine til
og følger taus det vage Spil
af Billeder, som i mit Sind
frit glider ud og ind;
det er en Dag i Sydens Brand,
men selv er jeg en stille Mand,
hvis Tankes Liv slaar mere tyst
end Hjærtet i mit Bryst.
Og dog har Lidenskaber gaa't,
hvor nu det aander varmt og blaat
og syge Kvalers Vanvid tændt,
som der har hærjet, brændt, ‒
et Drømmedyb af Klarhed, Fred
er Sjælen, hvor jeg skuer ned,
og ingen Længslers spilte Seil
har krust idag dets Speil.
Og jeg er blot et Støvgran i
den store Verdensharmoni,
en Tone, der i næste Stund
har dirret sig til Blund . . .
Ah, hvad er det? Et dæmpet Sus,
der vokser til et Skogens Brus
og tungt og mægtig drager hen
og derpaa dør igjen.