Da Solen dypped flammende og rød
i Bølgerne sin straalegyldne Pande
og svalte der sin Reiselængsels Glød
paa Veien til de morgenlyse Lande, ‒
hvor syntes du mig da vemodig-skjøn,
du Jord, hos hvem jeg andagtsgreben hvilte,
saa uskyldsfuld, at Tanken blev en Bon,
og Minder reiste sig i Graad og smilte:
Ei er det din Skyld, o, du fagre Jord,
om aldrig Lykken lo paa dine Veie,
om her er Strid og Sorg, fra Lyset gror,
til Skyggerne dig sænker paa sit Leie!
Og skjærmende jeg rakte Haanden ud,
som var du blot et Barn, jeg anbefalte
til alle lyse Sommernætters Gud,
den Herre, i hvis Himmelfavn du dalte.