Snart i Sorg og snart i Smil,
snart i Jubel, snart i Tvil,
men i Vemod, naar dit bløde
Blik mig kjærligt slaar i Møde.
Og jeg gaar fra Sted til Sted
uden Ro og uden Fred,
snakker med dig, skal du vide,
som du vandred ved min Side. ‒
Spørr' mig jo engang iblandt,
om det virkelig er sandt, ‒
da, min Elskte, er det, som jeg
føler dine Tanker om mig.
Men den Blomst, som nys jeg brod,
kysser jeg taknemlig blod,
ser i stille Andagt paa den,
lar den falde, nær ved Graaden.