Høstklar Luft med store Vidder,
intet kjælent Fuglekvidder,
Sprøit af Fosse, der jeg færdes, ‒
aa, hvor godt det gjør at hærdes!
Thi jeg ækles ved det vege,
og jeg rødmer ved det blege,
og jeg hader alt det vage,
som jeg elsker Høstens Dage.
Rene, tause, alvorsfulde
venter de paa Storm og Kulde,
kjølig-klare, gylden-blanke
spænder Staal de i din Tanke.
Ro og Høihed, der de hvælver
sine Buer, til de skjælver, ‒
se, da lyser Aftenrøden
sygt som sidste Smil i Døden.
Det blir stilt, hvor Skogen luder,
Flugt blandt Vaarens lyse Guder,
ødt og tomt, hvor Morgenstunden
steg med Elskovsleg i Lunden.
Med sit skjæbnekolde Øie
speider Luften fra det høie,
Løvet visner, og saa falder
det i Aarets trætte Alder,
Blad for Blad . . . Men før det ødes,
er det, alle Farver glødes
i en Skjønhedsdrøm, den sidste,
Vaaren endnu har at miste.
Og du ser det flamme, spille,
midt i Høstens Vemod ‒ stille,
og du tænker paa det vundne,
paa det spildte og det svundne.