Se nu synker Solen! ‒ Stille
aabner Luften den milde
Favn for sin dyre Ven;
Skyggerne sænker sig lange,
Fuglene tier bange
for alle de Skyggemænd.
Og selv staar du mildt betagen
og skuer mod Vest, hvor Dagen
gløder i sidste Stund,
da er det, som alt, der lever,
nattegysende bæver,
Blomster og Fugl i Lund.
Og som for et Pust af Døden,
der slaar gjennem Aftenrøden
blegner den lyse Kvæld, ‒
det suser saa træt i Lovet,
og du er saa dybt bedrøvet,
som skulde du segne selv.
Ja, gid jeg som Kvælden blegned,
ja, gid jeg som Dagen segned
i rødmende Skyers Skin!
Jeg sygner i Nattefreden,
jeg længes mod Evigheden,
længes, længes derind !