Paa Høstsiden er det, en vaagnende Morgen ind under en graasløret, ludende Himmel, da grætne og søvnblege Taagerne letter og syner et Landskab, som Regnet har blødet,
som Stormen har ødet, et endeløst Landskab med langstrakte Vidder og bundløse Myrer og sorte, tungsindige, grublende Fjeldvand. Saa trøstesløst ensomt i Dæmringens Halvlys,
saa modstandsløst herjet og ribbet og plyndret og derpaa lagt veirbart til Bytte for Stormens og Skyernes Luner, slig synes en Livet, som Vidderne lever. Hvem fatter saa Tanken,
at Høifjeldets Sommer, den luftklare, korte nys steg over Lyngen med solblanke Dage, med Vrinsken og Bjældeklang, Kauen og Li omenog aanded sit skjælvende Vemod paa Natten? ‒
Forlængst er den borte. Den skræmtes fra Vettet en Nat, da det stormed; og nu raader Høsten langs Fjeldenes Sider, hvor Vandene styrter, paa bundløse Myrer, hvor Troldene trasker
og øver sin Styrke i Bækken, der stuper sig durende frem over Heier og Urder og rykker og slider i Vidiernes Grene og slæber dem med sig, saa langt som de orker,
og tumler i Afgrunden . . . Høit over det store, fortvilete Landskab sig løfter en Ørn. Med de rovsyge Blikke tar Maal den af Viddernes, Fjeldenes Vildhed
og kjender sig hjemme. Og som den nu seiler i fribaaren Flugt over Slug, over Tinder, stumt skuende ned paa de raadløse Vidder, standser og skriger den:
Ørnemor, Ørnemor, kommen er Høsten, liglagt er Sommeren, stormet dens Stilhed, hjemmeligt er her nu, Uhygge, Vildhed, hør det paa Røsten!
Cookies on Poetry Cove