[Og jeg takker dem jo alle]

Og jeg takker dem jo alle, Guder, Mennesker, smaa og store, takker dem for at de lever, og hvad godt de ellers gjorde.

Havet, o, jeg elsker Havet! ‒ Og jeg ser det blaane, glitre, hvide Seil i Fjærnet tone, Fjelde staa i Fryd og sitre, ‒

til jeg i mit lyse Vanvid raver hjem og glad betagen smiler mod dem allesammen, ‒ og saa atter ud i Dagen.

Nei, hvor Havet dog kan tindre! ‒ Tænk jeg vidste det slet ikke! ‒ Og det er, som hele Verden ser paa mig med blaae Blikke.