Og det var en Juninat fredfuld og stille,
en Nat, der i blod og dog halvvaagen Slummer
ømt syntes at dølge et Savn og en Kummer.
Men som de i Natten var tændte til Høitid,
til Høitid og Fest stod Kastaniernes hvide,
de brændende Blomsterlys Side ved Side.
Her havde jeg vugget de skjæreste Drømme,
saa sommernatsgyldne, her havde jeg plukket
de blegeste Blomster og sværmet og sukket.
Og alt hvad mit Liv havde lykketørst suget
af Nætternes Elskov, nu laa det som presset
i glødende Duft under Løvet og Græsset.
O, kunde jeg blot, ja, da vilde jeg slide
mig løs af mit Liv og i kvalmende Lede
til Jorden mig kaste og knæle og bede!
I Duft under Buske og Blomster og Blade
laa Minder og gløded, og Blomster og Buske
stod tause, som kunde de ingenting huske.
Slet ingenting huske! ‒ Da strøg gjennem Natten
et lldpust. Det fødtes af Nætternes Hede,
af Elskov og Minder og kvalmende Lede.
Og Træerne, Buskerne, Bladene sitred,
og Blomsterne bøied sig sammen i Smerte
og skjalv som mit eget omt-skjælvende Hjerte.