Og Blomsterne dufter og dufter dog ikke,
og Sommeren bruser og bruser dog ikke, ‒
det dufter, det skinner,
og Svalerne jager med Solguld paa Vingerne
ind i vore Minder.
Vore Minder, vore Minder,
de lister som Drømme om Sommerkviældene,
ruller mig med sig som Sneskred fra Fjeldene,
svimler mig ind i en sanseløs Lykke.
Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke sove,
skjønt søvngjængeragtig jeg raver i Taagen
drukken af hende og dog ikke vaagen.
Jeg lytter til Bækken og horer den ikke,
smiler til Blomsterne, sanser dem ikke,
stanser fortryllet og ved det slet ikke
og sanser dog alt, hver Blomst og hvert Straa,
Dagen den lyse og Himlen den blaa.
hvælvet af Solstraaler over min Lykke.
Og du smiler, du deilige, deilige!