Jeg driver i Solundergangen med stormende Hjerte langs Havet, hvor fjærnt det sig vælter derude i Skumfog og Blod begravet;
det er i den øde November, og Maagerne vipper og svinger med hæse Skrig over Graven og driver paa trætte Vinger.
Som var det et ondskabsfuldt Øie, der skadefro, flammerødt skuer ud over den synkende Verden, staar Solen i Vest og truer;
saa dukker den varslende under, og Mørket tar Magten derude, ‒ jeg hører Maagerne hvine og alle Hundene tude.
Mig synes, jeg er den ensomste, den vildeste Fugl af dem alle og er ikke ræd for min Time, da Dødsmorkets Fred skal falde;
man elsked vel Livet for meget og sløste i Letsind med Gaven, ‒ der kommer Tid, da vi alle svinger i Sorg over Graven.
Forladt er den synkende Verden, og livssygt og klagende piber de mødige Vinde i Lynget og furer saa dybe Striber;
og dog er det fast, som jeg kjender i denne sørgmodige Aften det risle mig gjennem Margen og boble af Ungdomskraften:
Jeg hilser jer, skrigende Fugle og al eders stormvante Skare, hvor ude paa Havet I duver og stunder mod Nød og Fare;
jeg hilser jer høit, I, som hverken har Kjærlighedsfavn eller Rede, men elsker Uveirets Vildhed og frie, jagende Glæde!
Det hærder at krydse for Livet mod Natten og Vinden og Regnet og Frihedens Stormveirsluft aande, der selv den modigste segned;
og ingen der var, der var ingen, som Dodsnattens Nødsskrig fik høre, ‒ hvad rager os vel de andre, som sidder gjemt inden Døre!
Men I, som kun trives i Fare, I ved jo, hvor Brystet tidt vider sig ud i Fortvilelsens Vellyst, naar aller ensomst I strider!
I ved, hvor det fryder at trodse de himmelske, graadige Magter, de jordiske med, og gynge i Storm til Belgernes Takter.
Og blev end de bærende Vinger af Stormpisket lammet før Tiden, velan, saa lyder just Afmagtens Smertestøn hæsere siden;
saa brænder vel Hugen ei mindre hos den, som i Ensomhed følger jer Færd mellem Jord og Himmel og Havets slugende Bølger.
Cookies on Poetry Cove