Nei, nu er det ikke længer
til at holde ud, du kjære! ‒
Slig en Rigdoms Magt paa Jorden
kan en Stakkar ikke bære.
Sole tændes, Straaler synger,
Blomster reiser sig og taler,
og som gyldne Skyer er det,
Nattens Drømmesyner daler.
Se, de daler mellem Roser,
i hvis Skygger blødt hun hviler,
skjønnere end alle Roser,
attraablussende og smiler.
Og jeg lader jo som intet,
der jeg gaar, men Hjærtet banker,
ak, saa høit, at tidt jeg ræddes
for at styrre hendes Tanker.
Stilhed ude, Stilhed inde,
til hun reiser sig og stiger
høi og lysglad som en Dronning
gjennem sine unge Riger.
For en Duft i hendes Følge! ‒
Det er, som min Sjæls de røde,
nysudsprungne Roser vilde
hele Sommernatten gløde.
Og i overjordisk Længsel
er det saa, min Sjæl sig svinger
op mod endnu større Lykke
paa de himmelklare Vinger. ‒
Ak, mit Barn, en saadan Rigdom
kan en Stakkar ikke bære,
derfor ser du mig saa ofte
sidde hjælpeløs, du kjære!
Ingen Blomster mer, som taler,
ingen Straaler mer, som synger,
ingen Længsler, hvor jeg løftes,
ingen Drømme, hvor jeg gynger.