Hvaa er det for en mægtig Flod,
som frugtbargjør den gyldne Sæd
i unge, bløde Menneskesind,
der Spiretrangen blev lagt ned? ‒
Ved Flodens Bred har Livets Træ
en Urtidsmorgen slaat sin Rod, ‒
hør, Drømme suser i dets Løv,
se, Blomster myldrer ved dets Fod!
Min gyldne Sæd, min gyldne Sæd! ‒
Hvor husker jeg, da blyg og ung
du løfted dig i Maidagsol
og spilled rig og grødetung,
hvor husker jeg hin Vemodstid,
da for hver Pust af Kvældens Vind
du bøied dig i Ydmyghed
og svulmed mod en andens Sind!
Forbi, forbi! ‒ Der var engang! ‒
Hin Vise har jeg sunget tidt,
men andre Viser kan jeg ei,
og nynne tør jo hvermand frit.
Der var engang, da frugtbart Regn
paa unge, tørste Spirer faldt,
at Floden steg og strømme ‒ stærk
rev med sig alt, jeg planted . . . alt.
O, Kjærlighed, hvis varme Væld
gir hver en Spire Voksekraft,
som modner Sæden i ens Sind
og farver Blomsterknoppens Saft,
hvi er du tidt saa grusom, gold
og rykker op og river ned, ‒
mit Liv, mit Liv, hvi blev du spildt,
mit Liv, min gyldne Foraarsæd!