Men jeg nægter det jo ikke.
at jeg stundom Dagen efter
ligger Lig og nervesvækket
strider med de sidste Kræfter.
Jeg har sværmet, jeg har sviret,
levet Livet i Ekstremer,
jeg er skyet af al Verden
og kun hædret blandt Bohcmer.
Og hvad nytter det, jeg siger.
at jeg er en Gud paa sorden,
at min Trods er skjøn som Stormen,
naar dens Vrede pisker Fjorden!
Og hvad nytter det, jeg siger.
at jeg er af god Familie,
og at jeg ved Himlens Naade
endnu hærde kan min Vilje!
Hver Skandale, længst jeg gjorde,
hver en Krone længst jeg skylder, ‒
aa, det er, som alle Tanker
vrir sig i et Ormemylder!
Schmerzenreiche, himmelbaarne,
naaderige, jomfruvene,
o, Madonna, se, jeg knæler
i dit Aasyns Glans, du rene!
Jeg har sværmet, jeg har sviret,
og nu er det, som jeg briste
maa i Hjertegraad og hulke
Livet ud, det sidste, sidste!
Og dog er det sødt at synde,
naar Tilgivelse man henter,
for jeg er jo, som du fatter
en af dine Dekadenter.
Og jeg knæler ned og folder
mine smaae, hvide Hænder, ‒
op med Døren, op med Døren,
og hun ler med sine Tænder.