Det tiner i Dalene, tordner fra Fjeldene,
lysner i Luften til langt ud paa Kvældene,
det blinker som Sølvdraaber op under Tagene,
sukker om Morgnerne, synger om Dagene
brusende, klagende.
Hvad er det, som gjør, at jeg vaagner i Glæde,
men synker hver Aften i Mismod og Lede,
hvad er det, som svulmer i Sjælen og trænges
lig Safter, der brydes og sygner og længes,
hvad er det, som knoppes, hvem er det, som lister
sig ind i mit Sind, til det livsfyldig brister,
til alt, som laa frossent
og dødt fra ifjor,
mig bølger imod
i et sommerligt Kor
og sprudler som Latter, der løstes af Vaaren
og funkler som glitrende Sol gjennem Taaren?