Mai

Jeg undres, om endnu der vandrer, naar Skygger paa Veiene falder, to Mennesker, hvem Livet bestraaler, og Aanderne maner og kalder,

to Venner kanhænde, to Sjæle, saa bløde som Maimuld, der mødtes i Blomstring, da Barnet gik under, og Ynglingen drømme-taus fødtes.

Det er i de guldblege Nætter! ‒ Og Løvet, som ny-sprunget hvælver i Vemod de mørknende Kroner, nu smeltes det sammen og skjælver,

det flyder nu sammen og skjælver af alt, som et Hjærte kan rumme, og dog er de sorgtunge begge. saa anende, bævende stumme.

Der pipper en Fugl under Løvet, en Akerriks skarrer langt borte, og skyggeblødt hvilende tegner sig Aasene blaalige ‒ sorte,

en Stjerne gaar op, og den funkler paa Himlen saa stor og saa ene: Vær hilset, min Stjerne, vær hilset du høie, du klare, du rene!

En Stjerne paa Himlen jeg hilser, der vaager, naar fredfuldt hun sover, en Stjerne, der sværmende stiger og sitrende varsler og lover, ‒

det er i de guldblege Nætter, da to, som af Hjærtet er Venner, dets helligste Lønkammer aabner, dets dybeste Længsler bekjender, ‒

dets Haab, som i Daadstrang nu løfter sig høit og Forstaaelse kræver, dets Tørst mod at elske og nyde og fatte den Drøm, at man lever,

den mystiske Lysglans, der bølger om Skikkelser store og fjærne, og Minder, saa myldrende mange, besjælt af en eneste Stjerne.

Og rundtom ‒ der sprætter og gror det, saa høre en kan, det er Sommer, hin Tid i vort Liv, som aldrig kommer, hvor Dagen og Natten gaar sammen

og er lig to Elskende ømme, der ikke for Lykke kan blunde, men bare kan skinne og drømme.