Maanenat

Nys strøg et Syn forbi mig af Kvindeynde, Skjønhed, og dybt i Natten sidder jeg af dets Hvidhed blændet.

Hvi kan min Arm ei række alt det, som lønlig daarer, og hvorfor bøier Sindet sig nu i Smærtens Fylde?

Som bag et Slør af Længsler og unge Sværmerier hun stod i Drøm og smilte mod noget fjærnt, jeg aned.

Men dette drømmeslørte, hvori hun smiler, sørger, saa taust et Vidne er det, at end hun aldrig voved.

Jeg har ei Rim at slynge om hendes Væsens Ynde, kun Sorg, kun ensom Smærte og bange Længsler har jeg.

Og ind i Maanenatten, den majestætisk kolde, jeg som en Skygge vandrer i hendes Billeds Følge.

I blanke Maanestraaler, som Rummets Dybder lodded, forklar mig Livets Mening, ‒ og hvorfor selv jeg lever! ‒

Af noget hvidt ombølget med skjære Sanser gaar jeg saa glad, saa rig ved hende og fattig dog til Døden . . .

Den store, runde Maane . . . Ei længer kan jeg se den . . . Blot Lyset, som den kaster og Skyggerne, som skifter! ‒

Og slukt er hendes Aasyn og bortgjemt hendes Øine . . . Det føler jeg, at Natten er hellig, overjordisk!