Javist er hun som Knoppen,
hvor stærke Safter skyder,
hvor nye Verdner bryder
og stunder mod Forløsning;
det hvisker der saa blygt og ungt,
det svulmer der saa længselstungt
i disse lyse Nætter,
da alt det andet sprætter.
Og jeg vil være Vaaren,
der kommer ganske listende,
men Pokkers varm og fristende
og straaler hele Luften.
Nei, saadant sku' du aldrig set,
et Under er iaften sket,
et Himmelsyn; thi Knoppen
har faaet Guld i Toppen.
Da blir det lyst i Verden
af Fryd, fra Solen stiger,
men Vemod, naar den viger,
og saa: de korte Nætter!
Det blir en Rus i Elskov, Duft,
der høit gaar over min Fornuft;
jeg vil nu hende kalde
for Knoppen af dem alle.