Juni

Svøbt i røde Skyers Flor, skjær og fin og lys af Hud, er du Solens blege Brud, høie Sommernat i Nord;

men din Sjæl er vemodsfuld selv i Juni, naar du bær Kronen af det blanke Guld, unge Sværmerske, du er!

Og din Elskte, det er han, som hver Kvæld i Smil og Glød synker hist bag Fjeldets Rand med sin Pande i dit Skød,

og du ta'r ham blidt i Favn, til du sygnende af Savn drager Sløret varsomt over Himmelsengen, hvor han sover.

Som Naturen har noget fjærnt, den ei kan naa, og som dog den venter paa, staar den lyttende og vaer . . .

Og det er, som dæmpet Klang af en aldrig sunget Sang dirrer over Mark og Enge fra din Sjæls de spændte Strenge.

Men er Himlen ren og varm, gir du al din Længsel hen, og der stiger fra din Barm Suk mod ham, som er din Ven.

Luften lys; selv er du ung, ‒ hvorfor da saa vemodstung? Og du hvisker det til Løvet, hvad der gjør dit Sind bedrøvet.

“Sov nu alle, store, smaa, hver en Blomst, min Sjæl har kjær, fra det lille bitte Straa til de høie, voksne Trær,” ‒

men i Øst bag Fjeldets Bryn lyser der et ildfuldt Syn, det er ham, din egen Ven, som nu vaagnet er igjen,

og du føler inderst inde med et Gys, at du er Kvinde. I sin kongelige Pragt stiger brautende og hed

Livets Gud, hvis Straalers Magt vidner om hans Majestæt! Det blir høit til Himlens Tag i den jubelvilde Dag,

Sol i Luft og Sang i Lund, til det sitrer om din Mund, og du lig en Skygge svinder i den Glans, hvoraf han skinner.

Men naar blegnet er hans Dag, og der rødmer kun en Sky, er det, som dit Aasyns Drag speiler Sorg og Sorg paany:

Kort er Lykkens Drøm i Nord, og snart er dens Tid forbi, ‒ hellig Sorg, hvis Sværmeri tryller Hjærterne paa Jord.

Og da er det, du og jeg, vi, som nys gik Haand i Haand, standser begge hver for sig med saa mildt bevæget Aand,

og det er, som Tanken da løftes mod et evigt Land, Palmelandet fjærnt herfra bag den gyldne Himmelrand.