Det er de lyse Nætters Tid i Nord,
da varm og duftmæt Juli-dagen blunder
en stakket Frist i Solens gyldne Spor,
hvor bag en Rosensky den nys gik under.]
Der staar to Elskende ved Søens Bred
tæt til hinanden lænet, blege, stumme,
dybt hjærtegrebne af den store Fred,
hvis Høitid ikke Menneskeord kan rumme.
Og Jorden slumrer taus og dagtræt hen,
men Himlen vaager trofast oven-over, ‒
Farvel, Farvel! . . . Dog maa de ud igjen,
ud i den lyse Nat, der ikke sover, ‒
den lyse Nat, der stryger ren og øm
sit Vemod over barndoms-fjærne Minder,
hvis Liv er lig en overjordisk Drøm
i Længsel født, ‒ o, grib den, før den svinder!
Snart er vort Jordlivs fagre Drøm forbi,
snart minker Dagene, og Mørket falder, ‒
hvad Under at jeg staar fortryllet i
det milde Lys fra Evighedens Haller!