Jeg kommer ifra Skog, fra Mark, fra Fjeld,
fra Havets Uro, Kræfters Kamp om Vaaren,
fra Sang og Leg, ja, fra Naturen selv,
hvis Driftliv spændte Blodets Trang i Aaren.
Og jeg er aandepusten, hed og tørst
af alt det Rend i Skoge og paa Fjelde,
og som en Vildmand ser jeg ud, men først
vil ligevel min Saga jeg fortælle.
Jeg kommer fra Naturens største Dag,
en Dag, da Lys der drev om vaade Lemmer
og aabenbarte hendes Aasyns Drag
i slig en Glans, at aldrig jeg det glemmer.
Jeg hørte Døn af hvide Bølgers Trav
og slængte mig, saa lang jeg var, til Jorden
og jubled mod det aabne, frie Hav
og steg i Flugt med Skyerne til Norden.
Og midt i Vaarens Sus, i Bolgens Sprøit,
i Duren af dens frihedsglade Sange
jeg reiste mig i Kval og raabte høit:
O, løs mit Væsen, Hav, thi jeg er Fange!
Jeg kommer og med Blomster i min Haand,
dem kaster nu i Favnen jeg paa hende,
som gav dem Lov at spire af min Aand
og turde følge mig til Verdens Ende.
. . . Fra Skog, fra Mark, ja, fra Naturen selv,
den Dronning, som mig kaldte til sin Sanger,
hos hvem jeg hvilte mangen mødig Kvæld
og vaagned med, naar Helios red sin Ganger!