Januar

Paany en Dag er død! ‒ Og lydløst samler sig Mørkets Aander nu og pusler, famler, mens endnu rødlig Sneens Flade lyser i Solnedgangens Skjær, og alting fryser.

Et Kvindeaasyn ser jeg, blegt, forgræmmet, end ungt og dog af Taarers Ilddryp skæmmet, der ind i Kvældens Trøstesløshed stirrer, hvor fjærnt en Rude flammegylden dirrer.

Ja, det er Vinter nu og intet levnet af det, som Vaaren gav, og Som'ren evned, og livsens-mødig er hun selv før Tiden, saa arm paa Haab som hun er rig paa Viden.

Hvad var det Vaaren loved, da i Sindet sit Guld den dryssed, og sin Sol den skinned, da født paany hun gav sig hen med hele sin skjønne Sjæl, med tusen skjønne Sjæle, ‒

i Angst og Jubel! ‒ Angst, fordi hun vidste, at dette var den sidste Gang, den sidste, og jubelfyldt, fordi med nye Drømme hun følte Sjælen i sin Almagt strømme.

Hver Dag et Æventyr! ‒ Tidt var det hende, som ei hun turde leve det til Ende, men lokket af et Braadyb, blomstersmykket, forsvandt med Haanden tæt til Hjærtet trykket.

O, hvorfor dør vi ei, naar Lykken kalder, og guldblaa Dagene fra Himlen falder, før sløvt vi ser vort Liv i Taager svinde og føget bart det er af golde Vinde!

. . . Et Væld af længselslyse Smil og Taarer, der steg og atter sank i hendes Aarer, ‒ ak, dette Væld, hvi kunde ei det bygget for Livet op og Livet selv betrygget!

Men stump og taus, da Sjælens Guddom døde, laa modstandsløst dens store Vidde-øde, hvorover kolde Minde-skygger drager, og Stormen i sin Afmagt truer, klager.

Og hvor, naar Stormens Røster træt sig vaander, saa isnende paa Luften Hadet aander til sorgfuldt over Ødemarkers Vildhed der falder Sne med Sneens Sløvhed, Stilhed.