I Nattens Vind jeg flygter ud:
Hvem er du vel, du Fredens Gud!
Thi se, her staar en raadløs Mand,
som intet vil og intet kan.
Jeg bygged engang fagre Slot
af Dræmme-guld og himmelblaat.
Derinde skulde Slægter bo,
bestraalet af min unge Tro.
De sank i Grus; da blev her koldt,
da lagdes Livet ødt og goldt.
Nu ser jeg Saar og hører Støn
af Smærte gjennem Kampens Døn.
O, Herre, hvis din Aand er her,
saa lys for en, som fredløs er!
Der stiger mumlende en Flod.
Hvad er dens Udspring: Graad og Blod.
Selv staar jeg naglet til dens Bred
i Kval og Stumhed, hvid og ræd.
Og Stemmer er det, fler og fler,
som hulker, truer eller ber,
til pludselig det blir saa stilt,
som var al Verdens Jammer spildt.
I Evighedens blygraa Hav
hver Draabe sank som i en Grav.
Forgjæves grædt, forgjæves stridt,
forgjæves elsket, haabet, lidt. ‒
. . . Et glansløst Hav, en blodrød Strøm, ‒
aa, Gud ske Lov, det var en Drøm!
Besat af Angst jeg raaber ud:
Hvem er du vel, du Fredens Gud!
Jeg søgt dig har bag Kirkens Mur
og i den klagende Natur.
Dog hvor jeg søgte, var det tyst, ‒
kun Stemmen i mit eget Bryst! ‒
I Nattens store Ensomhed
det sukker som en Bøn om Fred.
Det sukker gjennem Skog og Krat
saa livssygt i den blege Nat.
Men Stjernerne paa Himlens blaa,
de er saa kolde og saa smaa.