Sig løsned en Stjerne . . .
Jeg stirred og saa,
hvor angstfuld den flakked
og sank i det blaa.
Vort Liv, vore Længsler? ‒
Et Stjerneskud kun? ‒
O, Sphærernes Herre,
hvi tier din Mund!
Jeg ræddedes, flygted
og standsed igjen
med bævrende Læber:
Hvorfor og hvorhen?