Hvortor sorgfuld og bedrøvet,
naar det rigest gror og sprætter,
hvorfor Tungsind under Løvet
i de sommerlyse Nætter,
hvorfor Smærte i mit eget
Sind, der sygt af Livsens Glæde
sitrer ømt og dybt bevæget,
saa jeg gjerne kunde græde?
Hvorfor har i Aftnens Kulde
alle Vaarens Blomster bøiet
sig med Duggens Graad i Øiet
taareslørte, vemodsfulde? ‒
Svar mig, kjære, hvorfor vanker
ogsaa jeg i denne rene,
maaneblege Nat alene,
zart af Sjæl og skjær af Tanker?
Hvorfor standser jeg i ømme,
altfor lykkelige Drømme,
til jeg atter dæmpet nynner
og min Længsels Gang begynder?
Hvorfor svulmer gjennem Sindet
som en Bølge, som en Bølge,
hvorfor gløder det paa Kindet
af en Fryd, jeg ei kan dølge? ‒
Hør mig, alle Nattens Blomster,
hør mig, I som taare-milde,
smærtens-hvide, sorgfuldt-stille
staar i Mindets Andagt bøiet:
I min Sjæl gror ogsaa Blomster!