. . . Hvad ved jeg, om det vil bringe
Liv eller Død? Paa sin Solstraalevinge
suser den over mig, Dagen, som fødtes
i Angst, da vi mødtes.
Dagene stiger af Ild, og de synker
i brændende Rødme, Vindene klynker
og banker med kraftløs Haand paa min Rude
i Natten derude.
Og Livet, som speilblankt laa der og skinned,
nu gaar det som stormslaat Hav gjennem Sindet,
løfter min Baad, saa jeg kjender det svimle,
mod Himlenes Himle, ‒
sænker den atter med mumlende Vrede
i Tungsindets Dyb, i Kval og i Lede,
og dog er det mægtig Vellyst at føres,
hvor Dybderne røres.