1. Hvad er det med mig? Min Fod har flakket saa milevidt, og dog har tidt jeg i Drømme standset
for hvert et Skridt. . . . En Sydens Dag, da det blinker, spiller af Lys og Glans, ‒ jeg ser det ikke, skjøndt klar og vaagen
er Sind og Sans. I Syner gaar jeg, i skjønne Syner, og hvor jeg gaar, der aabnes nye, til høit mod Himlen
i Sol jeg staar. Heroppe Dagen, men dybt dernede den lille By med sine Gader, med sine Mennesker
i Skyggers Ly. Kun slaar mod Himlen et Spir sin Flamme i Aftnens lld, og henført hvisker min Sjæl i Smærte,
at jeg er til. De sortblaa Svaler forvirret hviner af Angst og Fryd; saa blir det stille, og mødig svigter .
hver Dagens Lyd. Ja, jeg er til, og mit Hjærte løftes i Tak og Bøn og synker atter som Aftensolen,
saa ren og skjøn. 2. Nu lysner Luften, og se, det vaares for hver en Dag,
saa dumpt det høres, naar Isen brister med Drøn og Brag. Jeg staar i Syden og ser hver Vaarnat paa Himlens blaa
lig sorte Punkter et Tog af Fugle mod Norden gaa: Med Blikket speidende, Brystet udspændt og Vingen strakt,
med Sangens svulmende Lyd i Hjærtet, af Vaaren vakt, ‒ slig bær det frem mod de fjærne Søer, hvor Isens Brag
nu Gjendøn kaster, og Lyset bølger i store Slag. Og stundom lyder i Foraarsnatten et Skrig saa vildt,
saa urlydagtig, at Luften dirrer, og alt blir stilt. ‒ Derude Havet! Taalmodig mumler det paa sin Gang,
som ved det alt, hvad et Jordliv rummer af dunkel Trang. Hvor mangen Vaarvind har ikke stormglad dets Flade krust,
hvor mangt et Haab og hvor mangen Vinge forgjæves sust? I Elskovstrangen har alt, som lever, fra Krybet ned,
‒ det allerstørste, det allermindste ‒ sit Mødested. Og hun, som ufri bag hvide Drømmes bestraalte Slør
i Elskov smiler og ser det vaares som aldrig før, ‒ de samme Længsler, der fylder hele vor gamle Jord
med Kamp og smeltende Toners Klage i nystemt Kor. ‒ Selv er jeg bare en Bi, der sværmer i Solens Skin
fra Busk til Busk og beruset kalder hver Blomst for min. Jeg flyver lige til Verdens Ende og aander ud
min skjønne Sjæl i et Suk til Maanen, dens blege Brud. Hvad er det med mig? O, spørg mig ikke, for jeg er gal
af Vaar og Vemod, af Sol og Minder og Nætters Kval.
Cookies on Poetry Cove