Høst

I. Idag er det Uveir paa Capri! ‒ Det sortner i Luften og fyger med gulnede, stivnede Blade,

og mens staar Havet og ryger, ‒ naa ja, det var ogsaa paa Tide, at Høsten og Stormene kommer, for Jupiter ved, at mig ærgred

den evig smilende Sommer. Hvor længe, o Herre, hvor længe har ikke jeg vaandet mig efter et rigtig forfærdende Uveir

i Pagt med stærkere Kræfter; og kjed var jeg længst af at knæle i Andagt for Sollandets Minder og syg af at sværme platonisk

med nogne, hvide Gudinder. Det sprøiter tilveirs, hvor de baded, det knager i Piniernes Toppe, og Skyerne, Skyerne jager

som gale Hunde deroppe; jeg renser min Sjæl i hver Luftning og aabner mit Bryst for de friske, de regnvaade Vinde og lader

dem gjerne faa Lov at piske. Ja, ja, man kan trænge at hærdes, at kjøles og klares og styrkes, hvor Visdommen kryber til Korset,

og Bedemandsstilen dyrkes; mig er det, som tidt jeg skal kvæles af alt dette duftsøde, ømme, som jeg og min Musa faar Kvalme

af Vers og Mandfolkedrømme. Kom derfor med Klarhed i Følge, med rene og kraftfulde Dage, med Storm, som kan øde og sprede,

hvad raaddent der er tilbage; kom blot som du vil, du forløsende Høst med de luftstore Vidder og rens os og klar os og styrk os

til Mænd, om du endnu gidder! II. Lad Regnet kun drive mod Ruden, ‒ i Kvæld vil vi glødes af Vinen,

af Sange om Elskov og Stjerner, mens Pigebørn slaar Tamburinen; som bristende, solgyldne Bobler skal Syner og Billeder stige

og speile i glitrende Farver et drømmeblaat, endeløst Rige! Hvad elsker jeg: Havet og Vaaren, det driftfuldt, vildt eventyrlige,

den modige, fribaarne Latter, det pokkers glade, ustyrlige; men Tiden er gold; der er ingen, som Stordaad og Eventyr over,

Og den, som var født til en Ridder, blir nu blot en Landeveisrøver, ‒ en Dranker, en Drømmer, en Digter, en Kunstner, som skjælvende strækker

sin Haand efter Laurbær og Palmer og blegner, naar ikke han rækker; jeg har ikke Laurbær om Panden, men skinnende Vinløv det har jeg, ‒

I Venner, jeg var ingen Kunstner, blot syndefuldt Menneskebarn var jeg. Hvad gjør det, om Regn slaar mod Ruden, og Høsten er vild og forrevet,

naar bare man engang har syndet, naar bare man engang har levet, hvad gjør det, om Stormene rider paa fnysende Heste fra Norden,

naar vi eier Sol til at hvælve Opstandelsens Dag over Jorden! . . . Forunderligt dog, hvor i Aften et Aasyn mig langveis fra følger

med dybe, alvorlige Øine . . . det ligger i Luften og bølger. ‒ Hoit nordpaa i Vinteren sidder saa mangen en længselsbleg Pige, ‒

hvad længes hun mod? Aa, mod Livet, det deilige, flygtende Rige. Og Vaar følger Vaar som i Drømme, til Høsten og Stormene kommer,

og saa flyver Længslerne rædde mod Elskov og Stjerner og Sommer; men vi, som fik Lov til at aande en Dag mellem Roser og Ranker,

vi ved jo, hvor tidt de paa Veien var omslynget af vore Tanker. Lad Regnet kun drive mod Ruden, i Kveld vil vi glødes af Vinen,

og Sjælen skal vugges i Minder og Pigebørn slaa Tamburinen. Jeg løfter mit Glas for den Ungdom, der soløiet, hensynsløst vover

og uden at se sig tilbage paa Trods sætter Livsspranget over.