Finale

Jæg kaldte dig, da du var min, en Verden ung og lysegrøn, fordi du var saa rig af Sind, saa kvindevarm, saa øm og skjøn, ‒

min lysegrønne Verden, du, som hvælved mig saa høit et Tag, o hør, der toner Minder end i Løvets Hvælv den Dag i Dag!

Vel sandt, du havde elsket, lidt; men Kjærligheden er et Bad, hvoraf du straaleøiet steg med nye Længsler, nye Kvad;

det var mig, som du vidste alt af ondt, men og af godt paa Jord, og dog sad intet vissent Blad og rasled om dit Liv ifjor.

Jeg slængte mig i Græsset ned og hørte fjærnt en sød Musik, der elskovsbaaren, attraafyldt og varslende i Løvet gik;

saa sænked sig hvert Blad med et, og mørkt det blev og trangt og tyst, ‒ en Faun var jeg, en Nymphe du, som aanded mod mit hede Bryst.

Hvad gavner Eder, fagre Ord? ‒ For smaat, for smaat, hvor der er to, som Sjælens Dybder lodde vil og over Kløfterne slaa Bro;

men da det sidste Kjærtegns Glød var slukt og deres Trældom brudt, da gnistred ingen Blomster fler, og længst var Fuglesangen slut.

Du satte dig blandt Skygger ned med Haanden presset mod dit Kind. Saa er det sket! Og ud du saa, hvor Græsset skjalv for Kvældens Vind:

De gamle Drømmes Saga endt, en ny begyndt! Hvad bringer den foruden Sorg og bitter Graad og kolde, sorte Skyggemænd? ‒

Min lysegrønne Verden, du, ‒ det var mig, som dit Væsen sprang i unge, friske Knopper ud, da høit vi hilstes næste Gang,

og snart var Skogen atter fuld af Duft og Solskinspletters Leg, der flytted sig i luftig Dans for hver en Lykkedrøm, som steg . . .

Er endnu Skogen lysegrøn? ‒ Jeg spør jo kun; thi i mig selv er mangt et Skud forlængst gaa't ud og tørret bort med Vaarens Væld. ‒

Kort var vor Elskovs dulgte Liv, og skilt for evig blev vor Vei: O, sig mig, kan i Løvets Tag det suse end om dig og mig?