Ind under Himlen, den blaa, der synes
saa nær, saa nær,
er sket et Under: de hvide blomstrende
Mandeltrær.
For aldrig saa jeg dog før paa Jorden
et Syn saa hvidt,
det dufter af dem i Morgensolen,
men ganske lidt.
Det skinner af dem, til alle Tanker
sig vider ud
og majestætisk et Tempel hvælver
i Tak til Gud, ‒
hvor Engle svæver, hvor Længsler bruser
i nyfødt Sang,
min Sjæl forklares, og se, jeg knæler
for første Gang.