Februar

Men dybt ind under Sneens frosne Hvælv gaar med sit Vaarsus Kjærlighedens Elv, tyst famlende sig Vei ad nye Baner og standser, hulker eller risler sødt,

af ubevidste Lykkelængsler født, ‒ snart smelter Sneen, før hun selv det aner. Og se, nys sprang i Solens Skin den fri og silrer nu saa morgenblank forbi

den første Vaarblomst, tindrende af Glæde. Hun bryder Blomsten, der i Sol den staar, men kjender Smærten bare dobbelt saar og kaster den i Græmmelse og Lede.

Ak, hvorfor elske, hvorfor haabe, tro, naar ikkun Sorg og Minders Gift vil gro af det, som burde Livets Kræfter hæve! ‒ Og ud hun ser, hvor Aftnen fin og rød

nu synker underlig og længselsblød, saa ømt hun føler Hjærtets Strenge bæve. Hun tænker paa, hvor tillidsfuldt hun gav af al sin Overflod og uden Krav,

kun fyldt med Tak, kun salig ved at give; og ei hun fatter det til denne Stund: Jo mer hun gav, des mere rig var hun, var hun, som dog saa fattig skulde blive.

Og som et Hjærte, overfyldt og træt, blot græde kan, slig har hun ogsaa grædt sig alle Tanker sløvede og blinde og ønsket, at det aldrig mer blev Vaar,

men Vinter kun og helst saa kold og haard, saa streng, at intet Løvspring turde skinne. Og atter falder Sneen tæt og tung og kvæler hvert et Skud; men hun er ung

og yngre kanske, end hun selv det aner, og dybt ind under Sneens frosne Hvælv gaar med sit Vaarsus Kjærlighedens Elv, stilt famlende sig Vei ad nye Baner.