Den var vor, denne Jord, den var vor, og vi tog den i Eie og Arv mod at dele dens Trængsler og Kaar og i Fællesskab skjøtte dens Tarv,
vi randt alle af selvsamme Rod, og vi kjender en Adel, kun en, og se, det er Naturens, saa ren som den harmglødet gaar i vort Blod.
Det var vi, som blev Stedbørn paa Jord, skjønt vi skjøtted dens Tarv i vor Sved og som Sonner af rigeste Mor kanske trængte lidt Kjærlighed med;
vi er Trælle, ja Trælle paa Jord, og vort Livskald ved Dag og ved Nat er at made de faa, som har sat sig til Fest ved det bugnende Bord.
Men vort Jordliv er et, det er et, og hvert andet er Drøomme og Digt, naa, saa er det vel ogsaa vor Ret at faa leve det solfuldt og rigt!
Vi vil leve det solfuldt og rigt, som det sømmer sig Menneskernes Æt. for det er ikke bare vor Ret, det er ogsaa vor stormende Pligt.
Kammerater! Der suser et Tog over Jorden, saa langt som den naar, og det tordner i hundrede Sprog: Den er vor, denne Jord, den er vor!
Den er hans, den er din, den er min, lad os dele dens Kaar uden Nag, hvis det ikke paa Handlingens Dag skal staa Skræk af dens kamprøde Skin.
Kammerater! Der truer en lld over Jorden, saa langt som den naar, det er Viljer, som ikke slap til og nu brænder i Længsler og Saar,
det er Hadet, det flammende Had mod en Tid, da hver Evne, vi har er i Ørknen et Raab uden Svar, skjønt de tidt i Fortvilelse bad.
Lad dem trampe hver Vilje i Glød, lad dem reise hver Evne til Strid, lad dem mætte sin Bug af vor Nød, ‒ for der kommer, der kommer en Tid! ‒
Under Fanerne modigt og tæt i den vaagnende Fremtidssols Skjær, Kammerater, saa mange vi er, for vort Jordliv, dets Frihed og Ret!
Cookies on Poetry Cove