Endnu risler sødt en Drøm
gjennem Blodets sagte Strøm,
endnu rødmer Drømmens Lue
dine Kinders fine Bue.
Se, da lister Dagens Skin
hvidt og aandeagtigt ind,
kysser Smilets Drøm om Munden
ømt og blodt i Gjensynsstunden.
Det er jeg, din egen Ven,
som nu hilser dig igjen,
det er mine Tankers ømme
Fryd, der løfter dig af Drømme.
Hele Dagen vælter ind
i dit rosenrøde Sind,
til du soldøbt slaar dit Øie
op mod Lyset i det Hoie.
Og du tændes af en vild,
af en oprørsk Guddomsild
og det er, som Livets Flamme
sprænge vil dit Væsens Ramme.
Ja, o ja, som om du selv
var et straalemægtigt Væld
og i Dagens hvide Rige
suste ind, o glade Pige:
Ind i Morgensolens Glans,
ind i Dagens Straaledans,
til vi i vor Elskovs Vælde
luer over alle Fjelde.