For en dæmpet Glans i Luften! ‒ Det er, som det Slør af Traade, Regnet fint og sølvblødt drager over Skog og Mark og Ager,
fra det fjærne gjennemskinnes, til de nattespundne Traade hænger glinsende og vaade, som om blege Aasyn titter
frem bag Lyng og Busk og fritter: Er det Solen, er det Solen? ‒ Og nu stryger der et sagte Vindpust gjennem Skogens Toppe,
og nu blaaner der en Stribe hvælvet Himmel høiest oppe. Vi, som uden Sol har famlet i de lange, triste Dage,
aa, vi kjender det, som Livet nu kom hilsende tilbage, ‒ det er Solen, det er Solen! ‒ Og som om det var et Hjærte,
Sommernattens Graad har lettet, løfter skjælvende Naturen sig af Badet nyfødt, tvættet. Fugle tager paa at synge,
store Draaber paa at gynge i et Solhavs Straaleglitter, hele Dagen paa at bølge og med den i takfyldt Glæde
Vaarens lyse Blomsterfølge, Børn af Varme, Børn af Væde, ‒ og jeg ler og slaar med Stokken lystig løs paa Ungeflokken.
Men de fuldt-udsprungne bryder jeg bag Lyng og Busk til hende, i hvis Barm det knoptungt skyder. Der er Regn paa deres Blade,
Perlebobler, som mod Dagen spiller undrende og glade, til med Taarens Glans de lister nedad Kindens Dun og brister;
i det første Glimt af Solen maatte Livet selv de lade. Der er Glød i deres Aande, medens end de Aande drager,
og nu ordner, mønstrer, tager jeg dem med mig for at smykke hendes Bryst, der aander Lykke. Thi i Vaarens friske Farver
skal min Hilsen frem de bære, dufte skal de, glitre, gløde end et Døgn til hendes Ære, tale ogsaa, om det bare
er et stumt: Du kjære, kjære! Du, der selv er Barn af Vaaren, mindes du vel større Glæde, end naar Smilet sprang af Taaren,
og du aabent gav en anden af dig selv med Lys paa Panden, sorgløst, frygtløst, som du vidste, at du intet vilde miste?
Mindes du vel større Glæde, end naar Sindet, fyldt til Randen, bøied sig fortrolig, stille mod den anden, som det vilde
af sin grænseløse Fylde hendes Længsler overskylle? Mindes du vel større Glæde, end naar mødt i skjøn Forening
Livet brat fik Aand og Mening? O, da har vel jeg kjendt Glæde, jeg, som i den høie Morgen kunde falde ned og bede!
Føl, det dufter, se, det skinner som af blanke Barnekinder, lyt og hør, om ei det toner som en Drøm i Skogens Kroner
‒ et af Vinden stemt Orkester for dens smaae Blomstergjæster, ‒ og i Klang af Fosseduren, under Blomsters Klokkeringen
bøier Knæ jeg for Naturen, for min Ven og for min Mester.
Cookies on Poetry Cove