Du mindes fra fordums Tider
saa blege, daadløse Dage,
der døende sank i Natten
og vendte blege tilbage.
Men ogsaa søvntunge Nætter,
naar hed, med blussende Kinder
du vaagned i Duft af Roser
og søde, flygtende Minder.
Det var, som hvisked der Stemmer,
som banked det paa din Rude, ‒
du stirred i Sommernatten,
som dromte vaagen derude:
O, tag mig, I lyse Nætter,
o, tag mig, for Dagen kommer
og bær mig mod ukjendt Rædsel
og høitidsyngende Sommer!