Kan du tømme Livets gyldne
Skaaler i den vilde Aften,
vaagne mættet næste Morgen
som en Gud af Druesaften, ‒
le i Solens fulde Straaler,
la' dem blanke overskylle
Sindets frie, klare Himmel
i sin Glans og i sin Fylde:
Synd da, Sjæl, med glade Øine,
lev, berus dig i din Vælde,
ran de røde Læbers Blomster,
før de falmer bort af Ælde!
Hvad du vill Thi dit er Riget,
din er Magten, din er Retten,
det er Herrens Kald blandt Folket,
stærke Søn af Gudeætten!