[Det var engang i de fjerne Tider]

De var engang i de fjærne Tider, der lig et vemodslørt Drømmeland af Soldis løfter sig høit og vinker saa duftblaat i Horizontens Rand, ‒

da Solen skinned hver Stund paa Dagen, og Maanen lyste i Natten ned, ‒ det var engang i de fjærne Tider, at hun var Dagen og Natten med.

Jeg husker Dagenes hvide Følge, den rene Himmel og Byen selv i Klynger spredt langs den blanke Flade, som døsed guldmat hver Sommerkvæld.

Jeg husker Nætternes lyse Høitid, naar Sjælen srogtes i Graad og Bøn, ‒ o, stolt Gulnare af Drømmelandet, hvor var du sælsom og bleg og skjøn.

Om Sommerkvælden, naar Søen døosed, og Byen sagtelig sovned hen, naar Stjerner vaagned, og Sindet rakte sig længselsygt mod min egen Ven, –

da var der stundom en vaarlys kjole, der strog forbi lig en skyløs Drøm, ‒ jeg stod tilbage, men gjennem Hjertet jog varm og brusende Blodets Strøm.

Aa Gud, aa Gud! ‒ Og jeg sprang, jeg flygted med hede Kinder og ydmygt Sind, jeg flygted sanseløs ind i Skogen, som stod og suste for Kvældens Vind.

Og ned jeg kasted mig vild af Smerte, til over Skogbrynet Maanen steg, et gyldent Fredstegn i Sommernatten, som vaaged drømmende taus og bleg.

Da kom du til mig. Dit Aasyn sværmed i hellig Sorg som den lyse Nat, der speiled varsomt og omt dit Billed, dit Drømmebilled, der sluktes brat.

Og der gik Dage, og der gik Nætter i Tvil og sygnende Længsel hen: jeg vanked fredløs i dybe Skoge. men aldrig mødtes vi der igjen.

Og Solen skinned hver Stund paa Dagen, og Maanen lyste i Natten ned. ‒ o, Sol og Maane og blanke Stjerner, hvor er hun henne, min Kjærlighed!

Men naar jeg siden i Dagens Klarhed dit Aasyn møodte, da veg jeg sky. jeg sprang, jeg flygted, til Hjertet svulmed i hei Foragt for den lille By, ‒

den lille By med sin ene Gade, som laa og kogte i Sommersol, hvor Græsset grodde i Fred og Frihed, hvor Hunde dovned, og Haner gol.

Hvem fatted vel mine Dages Kummer. hvem fatted vel mine Nætters Savn, den Sorgens Vnde, den stille Høihed, som bar dit Væsen og gav dig Navn? ‒

Dog hvad var Verden, den store Verden, hvor tidt den fristed min unge Trang, hvad var den vel, naar du sorgfuld vandred din tause, ensomme Drømmegang!

Ja, om jeg stod som en Gud paa Bjerget og skued ind i dens Herlighed, jeg vilde længes, jeg vilde længes at synke for dine Fødder ned.

O, stolt Gulnare! Du skjænked aldrig din Pages Ydmyghed Smilets Læn, men jeg har hulket for dig i Nætter og knælet raadløs i Graad og Bon.